Alfabetisk oversigt:
> Barnet i leg
> Blandt mesterens frodige ranker
> Den helligånd, som skaber
> Der er grænser for
> Det nærmeste
> Du blev til dåben båret
> Du er salig, hvis dit øje
> Du, Herre, vor Gud
> Du lille ny
> Du skal altid være fri
> Du strør dit ord
> En morgen ved Genesaret
> Engang var Jesus sammen med
> Evighedens åbne tid
> Først blev Jesus lagt i graven
> Gud gav fuglen lette vinger
> Guds barn du altid er og blir
> Guds gode hænder
> Han kalder på Peter
> Han vandrer ad veje i verden
> Havenes bølger
> Herren, vor Gud
> Hvem var dog han
> Hver dag et år er gået
> Hver himmelsk stjerne
> I dag lød et ja
> I granernes stilhed
> I sne og slud og frost og is
> Igen går jeg en dør forbi
> Jeg elsker min Herre
> Jeg skjuler mig
> Jesus blev forrådt en nat
> Jonas! Hvor er du?
> Kom! - Lad os dele et brød
> Kom, lad os lege
> Lad ordet gå
> Livet er givet
> Lovens klippefaste bud
> Midt i skyggens mørkeland
> Morgensol i horisonten
> Nu hører vi dem atter
> Når nattens mørke rejser sig
> På en mark med sten og klipper
> På et æsel ser vi Ham
> Påske på vej
> Solen maler med farvepragt
> Så bær da frugt
> Så lysende klar
> To jævne kvinder
> Tre dråber vand
> Vejen er stenbroens
> Vi glæder os for tiden


>
-


Salmesnedkeren
Leif Damsgaard Jensen
Alle salmer på disse sider kan frit bruges af enhver i forbindelse med kristne gudstjenester.
Du vender tilbage til forsiden ved at klikke på portrættet af mig øverst til venstre ...
Engang var Jesus sammen med
en talrig folkeskare.
Da solen så i vest gik ned,
bød han dem bort at fare.

Disciplene på Herrens ord
stod ud på søens bølge.
De troede på Hans eget ord:
Han siden ville følge.

Da skibet nu var stævnet ud
og folkeskaren gået,
blev stranden tom, ja selv for Gud,
- på bjerget var Han gået.

Der var i fjeldets mørke nat
kun mange tusind stene.
Af alle men’sker helt forladt
var Han med Gud alene.

Her var en fred så dyb og stor
som kun, når dagen ender.
Her ku’ Han veksle bønnens ord:
Han folded sine hænder.

Imens kom båden langt fra land,
de tolv fik angst i blodet,
for der var langt endnu til strand,
- de skumsprøjt fik i ho’det!

Men i den fjerde nattevagt,
mens vinden viste kræfter,
blev der på klippen Amen sagt,
nu Jesus fulgte efter.

Og Jesus gik på søens vand,
som om det var en gade.
Han hersked over sø og land,
så tørt han kunne vade.

Normalt, hvis man i vandet går,
man altid mindst må soppe.
Ham gjaldt det ikke, vi forstår,
for vandet holdt ham oppe.

Mens han nu gik der ganske trygt
(det var en ren fornøj’lse!),
disciplene skreg højt af frygt:
"Oh, Gud! Det er et spøg’lse!"

Men Jesus svared myndigt: "Nej, -
vær blot frimodig’, venner!
for den, som følger bådens vej,
er Jesus, som I kender."

Men Peter tvivled på Guds ord
(trods det, det dagligt lyder).
Så tænkte han, som var ombord:
Hvad mon det her betyder?

"Hvis du er Jesus, giv da tegn!
Sig til, og jeg dig følger:
Lad mig nu følge dig på vej’n,
byd mig at gå på bølger!"

Straks lød da Jesus-ordet: "Kom!",
og Peter som en galning
forlod nu båden uden dom
og fulgte Guds befaling.

Og se! Dér gik nu Peter frit
og frejdigt til sin Herre.
Men stormen slog ham ud af trit,
hans tvivl var stor, desværre.

Og straks han tvivled, sank han ned,
og våd han blev til livet
De el’ve stod så tæt derved,
men hytted sig på skibet.

Men Peter råbte fuld af angst
et bange: "Herre, frels mig!",
og Jesus straks på men’skefangst
sagde: "Peter, jeg er hos dig!".

Og Jesus rakte armen ud
og løfted ham i båden.
En frelserhånd fra Himlens Gud,
netop sådan er nåden.

Da de ombord på båden kom,
blev vinden ganske stille,
og bølgen lagde sig viden om,
sådan som Jesus ville.

Disciplene for Jesu fod
bekendte deres tanker:
"Du er for sandt Guds kød og blod
og alle skibes anker!".

Ca. 1980 + 1996
Skrevet efter inspiration fra nogle versificerede
bibelberetninger af Johannes Møllehave.

-